3 uundværlige små køkkengadgets

Man må aldrig gå ned på godt køkkenudstyr og gode kogebøger! Så her kommer en lille liste med tre uundværlige køkkengadgets, som kun vil gøre dine kokkerier endnu sjovere og mere velsmagende. Og der følger naturligvis et par spændende kogebogsforslag med!


1. Gasbrænderen

Dette ildsprudende værktøj skal altid stå fremme i dit køkken - Jeg bruger gasbrænderen til næsten alt! Der er naturligvis den helt oplagte opgave, hvor den skal bruges til at danne perfekt brændt karamel på toppen af din creme brulée - Verdens bedste dessert, og så snakker vi ikke mere om det!

Men brug også gasbrænderen, når du f.eks. skal tilberede grøntsager. Prøv at give dine letkogte hvide asparges, forårsløg, spidskål eller gulerødder en lille smule ild og oplev hvordan den let brændte smag virkelig kan skrue op for smagsoplevelsen - Ja tak! Skindet på din laksefilet, kulmule eller anden fisk kan også lynhurtigt og nemt trylles ekstra sprødt og yderst delikat!

(Hvis du ikke kan få ild nok til din mad, så køb denne fantastiske bog om bålmad!)

2. Udstikkere og anretterringe

Du behøves på ingen måde at være kommende deltager i ”Den store bagedyst” for at få glæde af disse simple metalringe. Jeg elsker dem især, når der skal leges med kreativ gourmet-anretning!

De fås i alle mulige størrelser, højder og forme – så det er kun din egen fantasi, som sætter begrænsningen.

Der er uden tvivl noget fedt og kokkeagtigt over at kunne servere en tallerken, hvor diverse Michelin-chefs ikke har meget at komme efter.

Jeg bruger dem f.eks. til alt fra oksetatar, ceviche, rodfrugt- og kartoffelmos og diverse salater – Og så kan de jo bare noget i forhold til at lave æstetisk smukke desserter!

Hvis du selv får lyst til at tage dine anretninger til nye højder, så kan det virkelig anbefales at få fat i denne skønne bog fra Annemette Voss.

3. Østerskniv

Østers kan uden tvivl skille vandene! For nogen er det en delikatesse og forbundet med ekstrem gastronomisk luksus. Og så er der dem, hvor selv ikke ti vilde heste kan få dem til at åbne munden og slubre løs af denne grålige snotklat fra havet!

Jeg er selv en glad østerselsker. Men jeg har samtidig fuld forståelse for, at østers kan være en smule grænseoverskridende at kaste sin kulinariske kærlighed på.

Men jeg har virkelig et håb om, at endnu flere danskere vil få en positiv smagsoplevelse med disse specielle havdyr.

Et sted at starte kunne være at begive sig ud i naturen – tag f.eks. et smut til Vadehavet eller Limfjorden, hvor man helt gratis kan hente løs af tusindvis af østers. Det eneste, du skal bruge, er et par gummistøvler, en spand og en østerskniv!

Du gør i øvrigt ikke kun dig selv, men også naturen en stor tjeneste – Især den store stillehavsøsters er nemlig invasiv og belaster de danske farvandes økosystemer. Så du skal bare spise løs!

Et andet super godt sted at starte dit østerseventyr er ved at dykke ned i denne geniale og mundvandsfremkaldende østerskogebog fra fire af landets bedste kokke.

Vis os meget gerne dit eget favorit-køkkenudstyr på Instagram - Tag os med @gourmetbøger og #favoritkøkken


Klar til jul?

“Det er sørme, det sandt, december…” – Eller det er i hvert fald meget tæt på… Er du klar?


Det er blevet den tid på året, hvor der skal klargøres til endnu en omgang julehygge – December er uden tvivl en rigtig travl måned for mange familier med juleindkøb, julefrokoster, pakkekalender til ungerne og det som kan føles som tung tidskrævende logistik.

Men julen er heldigvis også den tid på året, hvor der virkelig kan tilbringes stjernestunder sammen i køkkenet. Julen er som bekendt ikke kun hjerternes fest, men også mavernes fest!
Derfor kommer nu lidt ekstra inspiration til gourmethygge i december fra os.

For mig er et af højdepunkterne den årlige vaniljekransebagning med svigerfamilien – Det er temmelig ”old school”, I know - men jeg bliver bare aldrig træt af vaniljekranse!

Hvis du selv er ved at planlægge hyggelig julebagning og har lyst til andet end vaniljekranse, så kan det være en rigtig god idé at anskaffe dig denne skønne bog. Her finder du nemlig lækre julegodbiddere i alverdens afskygninger fra dygtige Mette Blomsterbergs hånd:


Blomsterbergs jul


Derudover skal der naturligvis gøres klar til årets gløgg og andre dejlige varme drikke. Venner og familie skal altid kunne bydes indenfor til en god omgang frostfjernende nydelse. Jeg elsker virkelig at gå og perfektionere min hjemmelavede julegløgg – Et lille gløgg-fif herfra er: Husk altid rigeligt af ekstra god mørk rom, sød portvin og så alverdens klassiske julekrydderier!

Der er masser af god juleinspiration at hente i denne juleklassiker fra Claus Meyer – også til gløggen, skål!


Meyers julemad (rev.udg.)


Og så er der øjeblikket, som vel nok giver flest familiekokke sommerfugle eller kravlenisser i maven. Julemiddagen skal naturligvis sidde lige i skabet.

Det er faktisk den første jul, hvor jeg selv skal stå for hele madlavningen juleaften – Jeg er spændt og glæder mig som et bette barn!

Selvom julen er traditionernes tid, er der, når man dykker ned i de enkeltes familiers måder at fejre på, faktisk ret stor forskel – Jeg sværger f.eks. til gås, mens andre ikke kan forstille sig en juleaften uden flæskesteg.

Nu da jeg selv skal være chefkokken i år, tænker jeg også, at der skal åbnes op for lidt ny inspiration. Jeg går bl.a. med planer om at udvide menuen med et ikke helt traditionelt grønt indslag.

Jeg har endnu ikke helt fundet frem til, hvad det skal være. Men jeg ved lige præcis, hvor jeg skal lede efter det perfekte nye tilbehør – Tag bare og kig i Thomas Erex fascinerende kogebog ”Vegansk Julemad”. Det kan meget vel være fremtidens jul, som præsenteres her.


Vegansk julemad


Glædelig december og masser af julehygge i køkkenet til jer alle!


Hvad skal du drikke i november?

Vinhuset 'Muga' i Rioja

– Vin til gryderetten


Jeg elsker god mad! Men jeg elsker uden tvivl også den mere flydende og læskende del af måltidet. Derfor vil fokus for en stund være rettet mod, hvad der ifølge mine smagsløg er helt perfekt at drikke til maden her i november.

Årstiden skriger jo nærmest på simremad – langtidstilberedte, fyldige og godt krydrede gryderetter. Maden skal give de ekstra par varmegrader, som det danske efterår ikke kan fremkalde. Det er tid til at tage støbejernsgryden frem og gå på rov hos din lokale vinpusher.

Der findes et helt ocean af skønne klassiske gryderetter – Et par af mine helt store favoritter er en tungtsmagende, intens omgang oksehaleragout. Bare tanken om retten skaber akut mundvand! Og så kan en helt igennem ”old school” grydefuld ungarsk gullasch virkelig noget. Begge retter smager i min verden himmelsk, og de står altid på november måneds menuplan!


Gorms ONE POT
Du kan i øvrigt få inspiration til flere lækre gryderetter i Gorm Wiswehs nye kogebog

Men det skulle jo egentlig handle om drikkelse og ikke maden – Så vi skal have afklaret, hvad der skal hældes i vinglasset.

Mit bud er soleklart - Kig mod Spanien! Mere præcist, så vil jeg anbefale at gå på udkig efter en rigtig god flaske rødvin fra regionen Rioja. Her indeholder flaskerne næsten altid uanede mængder af skøn varme og fine krydrede noter, som sublimt komplimenterer de tilsvarende smagsnoter i de nævnte gryderetter.

Vine fra Rioja havde for en stund et knap så godt ry, og man skulle tidligere virkelig kigge langt efter høj kvalitet. Rødvinene var oftest nogle alt for søde, vanilje og fadoverdøvede bulderbasser. Men de er heldigvis stort set forsvundet igen. Vinbønderne har sadlet om fra kvantitet til kvalitet, og der bliver i dag lavet fremragende vin i Rioja!

Og husk, at det er en dødssynd at gøre, som f.eks. mine forældre og mange andre gjorde tilbage i start 90’erne. En flaske Rioja (eller nogen som helst anden vin…) skal IKKE stå og ilte lunt over radiatoren!!!

At lade sin vin få lidt ilt, inden den drikkes, kan altid være en god ide. Men der er rigeligt af varme alene i smagen fra druerne fra Rioja, og du får en meget bedre oplevelse ved at servere den ved 16-18 grader end ved stuetemperatur.

En god Rioja smager som nævnt næsten altid godt med varme kraftige gryderetter. Det er et skønt match – Men den gode vin kan uden problemer også nydes for sig selv og være med til at bringe lidt tiltrængt spansk solskin ind i stuen, når november er mest mørk og trist på vores egne breddegrader.


Her kommer et par bud på nogle af mine favorit-vinhuse i Rioja:

  • Muga

  • Rioja Alta

  • López de Heredia


Vinene fra disse huse er ikke super billige, men til gengæld er der virkelig meget kvalitet for hver en mønt. Du kommer dog langt for ca. 150,- pr. flaske og er hermed garanteret en skøn vinoplevelse. Og som et lille ekstra fif, så er vinene fra årgang 2010 i dette område ekstra formidable!