Hvad skal du drikke i november?

Vinhuset ‘Muga’ i Rioja

– Vin til gryderetten


Jeg elsker god mad! Men jeg elsker uden tvivl også den mere flydende og læskende del af måltidet. Derfor vil fokus for en stund være rettet mod, hvad der ifølge mine smagsløg er helt perfekt at drikke til maden her i november.

Årstiden skriger jo nærmest på simremad – langtidstilberedte, fyldige og godt krydrede gryderetter. Maden skal give de ekstra par varmegrader, som det danske efterår ikke kan fremkalde. Det er tid til at tage støbejernsgryden frem og gå på rov hos din lokale vinpusher.

Der findes et helt ocean af skønne klassiske gryderetter – Et par af mine helt store favoritter er en tungtsmagende, intens omgang oksehaleragout. Bare tanken om retten skaber akut mundvand! Og så kan en helt igennem ”old school” grydefuld ungarsk gullasch virkelig noget. Begge retter smager i min verden himmelsk, og de står altid på november måneds menuplan!


Gorms ONE POT
Du kan i øvrigt få inspiration til flere lækre gryderetter i Gorm Wiswehs nye kogebog

Men det skulle jo egentlig handle om drikkelse og ikke maden – Så vi skal have afklaret, hvad der skal hældes i vinglasset.

Mit bud er soleklart – Kig mod Spanien! Mere præcist, så vil jeg anbefale at gå på udkig efter en rigtig god flaske rødvin fra regionen Rioja. Her indeholder flaskerne næsten altid uanede mængder af skøn varme og fine krydrede noter, som sublimt komplimenterer de tilsvarende smagsnoter i de nævnte gryderetter.

Vine fra Rioja havde for en stund et knap så godt ry, og man skulle tidligere virkelig kigge langt efter høj kvalitet. Rødvinene var oftest nogle alt for søde, vanilje og fadoverdøvede bulderbasser. Men de er heldigvis stort set forsvundet igen. Vinbønderne har sadlet om fra kvantitet til kvalitet, og der bliver i dag lavet fremragende vin i Rioja!

Og husk, at det er en dødssynd at gøre, som f.eks. mine forældre og mange andre gjorde tilbage i start 90’erne. En flaske Rioja (eller nogen som helst anden vin…) skal IKKE stå og ilte lunt over radiatoren!!!

At lade sin vin få lidt ilt, inden den drikkes, kan altid være en god ide. Men der er rigeligt af varme alene i smagen fra druerne fra Rioja, og du får en meget bedre oplevelse ved at servere den ved 16-18 grader end ved stuetemperatur.

En god Rioja smager som nævnt næsten altid godt med varme kraftige gryderetter. Det er et skønt match – Men den gode vin kan uden problemer også nydes for sig selv og være med til at bringe lidt tiltrængt spansk solskin ind i stuen, når november er mest mørk og trist på vores egne breddegrader.


Her kommer et par bud på nogle af mine favorit-vinhuse i Rioja:

  • Muga

  • Rioja Alta

  • López de Heredia


Vinene fra disse huse er ikke super billige, men til gengæld er der virkelig meget kvalitet for hver en mønt. Du kommer dog langt for ca. 150,- pr. flaske og er hermed garanteret en skøn vinoplevelse. Og som et lille ekstra fif, så er vinene fra årgang 2010 i dette område ekstra formidable!