‘The relation between us’ giver et inspirerende og imødekommende indblik i Bos møde med verden. I den over 350 sider tykke moppedreng af en bog bliver vi taget med på en rejse ud i verden. Vi får lov at se verden, som den opleves gennem kameralinsen på den anerkendte kok.

Vi bliver taget med på diverse markedspladser, små lokale gadekøkkener, tilfældig fanget by-øjeblikke, køkken-close ups, kokkeportrætter, vild natur, sumobrydning og en masse fabelagtige og dogmefri madbilleder.

Bo er som kok kendt som en sand mester ud i æstetikken – Og det gør sig i høj grad også gældende med ‘The relation between us’. Hele fortællingen i bogen – rejsen, maden og mødet mennesker i mellem – står knivskarpt fortalt gennem de mange visuelt imponerende billeder, de indlejrede små livsbekræftende og filosofiske beretninger og naturligvis bogens udvalg af opskrifter.

Det er appellerende og appetitvækkende!

Det her er på ingen måde nogen normal kogebog. Faktisk dukker der “kun” 37 opskrifter op undervejs. Opskrifterne er oftest skrevet som små historier. Du finder ikke de klassiske mængdeangivelser og step by step anvisninger. Nej, det er nærmere som om, at du sidder til bords et sted ude i verden med Bo som rejsemakker, og han levende fortæller dig, hvordan du på bedstevis tilbereder retterne. Det er et skønt træk i bogen, og du føler helt automatisk, at du kommer endnu tættere på manden bag maden. Og “fortæller-tricket” giver kun ekstra god mening i forhold til bogens titel – Stærkt!

‘The relation between us’ kan fungere både som coffee table book og som fast inventar i køkkenet. Det er inspiration af højeste kaliber, og det er tæt på umuligt ikke at blive smittet af Bo Bechs kærlighed til verden, mødet og maden.

Tak for rejsen og for fornyet eventyrlyst – ‘The relation between us’ er et lille mesterværk gemt i en stor bog. De største anbefalinger herfra!

Bestil bogen her: